OB sender Brøndby væk fra toppen

Brøndby er ikke længere et af de hold, der i øjeblikket kan true OB på SAS Ligaens førsteplads, efter at fynboerne vandt med 3-1 på Brøndby Stadion.

OB sikrede sig søndag en vigtig sejr i bestræbelserne på at vinde det danske mesterskab. Det skete, da fynboerne vandt en underholdende topkamp på Brøndby Stadion med 3-1.

Topscorer Peter Utaka og Chris Sørensen scorede før pause målene for et OB-mandskab, der dog måtte kæmpe hårdt for sejren i den sidste halve time. Her lykkedes det for Morten "Duncan" Rasmussen at reducerede for hjemmeholdet på et hovedstød. I overtiden sikrede Johan Absalonsen sejren med sin scoring til 3-1.

I kampens begyndelse styrede gæsterne begivenhederne, og efter 20 minutter udnyttede Peter Utaka usikkerheden i Brøndbys forsvar til at bringe OB i front. Topscoreren modtog en præcis aflevering fra Johan Absalonsen og skød gæsterne i front med et overrumplende spark.

Fynboerne fortsatte med at dominere efter føringsmålet, og umiddelbart inden pausen nedlagde Brøndbys Stefan Gislason gæsternes Hans Henrik Andreasen i straffesparksfeltet. Det efterfølgende straffespark blev sikkert eksekveret af anfører Chris Sørensen. 2-0 og masser af buhråb fra Faxe Tribunen.

Brøndby fandt mere og mere aggressivitet frem og bidrog til en kamp af høj kvalitet, hvis man ser bort fra de fleste af hjemmeholdets afslutninger. Især Michael Krohn-Dehli havde tre-fire oplagte chancer, men med undtagelse af "Duncan"s hovedstødsscoring, så var afslutningerne for svage.

Med sejren topper OB SAS Ligaen fire point foran FC København, mens Brøndby på fjerdepladsen er otte point efter fynboerne.

Oversigt

    Oversigt