OB sender Fulham ud af Europa League

OB vendte 0-2 til 2-2 i sidste sekund mod Fulham og sendte dermed englænderne ud af Europa League.

OB chokerede onsdag aften engelsk fodbold og i særdeleshed Fulham, som med 2-2 hjemme mod fynboerne er færdig i Europa League allerede i gruppespillet.

Fulham var hjemme i London foran 2-0 i gruppe K, inden Hans Henrik Andreasen med et frisparksmål efter lidt over en times spil og indskiftede Djiby Fall i kampens sidste sekund sørgede for 2-2.

Da Wisla Krakow på samme tid slog Twente med 2-1 i Polen, fulgte polakkerne med Twente videre til 1/16-finalerne efter nytår.

Trods det flotte comeback slutter fynboerne sidst i gruppe K med blot fire point.

Allerede inden opgøret stod det fast, at OB ikke kunne avancere, mens Fulham ville være sikker på avancement med en sejr over gæsterne.

Så motivationsniveauet var på plads fra første minut, og det var tydeligt at se, at OB trods en fin indledning gik lidt i stå, da den amerikanske offensivspiller Clint Dempsey scorede fortjent til 1-0 for værterne.

På det tidspunkt var der spillet en lille halv time, og få minutter senere kiksede OB-venstrebacken Bernard Mendy helt i defensiven, så der i sekunderne efter stod 2-0 til hjemmeholdet. Denne gang var Kerim Frei målscoreren.

Alt dette kunne angriberen Djiby Fall og midtbanestjernen Eric Djemba-Djemba betragte fra OB-bænken, og alt tyder på, at førstnævnte har spillet sin sidste kamp for fynboerne, når lejeaftalen med Lokomotiv Moskva udløber til nytår.

Fall blev skiftet ind med et lille kvarter igen, men generelt har hans anden periode i klubben været en skuffelse, selvom han udlignede til sidst.

Det er også usikkert, om Djemba-Djemba, hvis kontrakt udløber til sommer, har megen tid tilbage på Fyn. Den tidligere Manchester United-spiller ryger fortsat meget ind og ud af startopstillingen, og mod Fulham fik han kun de sidste fem minutter på banen.

OB indledte gruppespillet med en ganske fin 3-1-udesejr over polske Wisla Krakow, men ligesom i Superligaen er det de seneste måneder gået helt galt for fynboerne. Onsdagens comeback redder dog lidt af æren for Henrik Clausens tropper.

Fulham slutter på tredjepladsen i gruppen med 8 point. Hollandske Twente vinder gruppen med 13 point, mens Wisla Krakow fik 9 point.

Der er lodtrækning til 1/16-finalerne på fredag.

Oversigt

    Oversigt