I det fynske folks tjeneste

OB sendt ud af pokalturneringen

En scoring fra Brøndbys Kasper Lorentzen i sidste minut af den forlængede spilletid sendte onsdag aften Brøndby videre i pokalen på bekostning af OB.

Det så længe ud til at blive en straffesparkkonkurrence, da OB og Brøndby mødtes på Fionia Park i Odense onsdag aften og spillede for at komme i kvartfinalen af den danske landspokalturnering.

Men indskiftede Kasper Lorentzen ville det anderledes, da Brøndby-spilleren i det sidste minut af den forlængede spilletid scorede kampens eneste mål til slutresultatet 1-0. Dermed fik Brøndby også revanche for sidste års turnering, hvor netop OB sendte Brøndby ud og senere vandt pokalen.

Sammen med Brøndby er også FC Midtjylland, FC København, Næstved, Skive, Vejle og Randers FC klar til kvartfinalerne, som spilles i marts næste år.