I det fynske folks tjeneste

OB skriver kontrakt med ungt målmandstalent

OB har skrevet kontrakt med den 16-årige målmand Andreas Søndergaard. En kontrakt der løber frem til sommeren 2019.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv

Ådalen har tradition for at være rugekasse for dygtige målmand. Lars Høgh, Thomas Sørensen, Anders Lindegaard, Jesper Christiansen, Karim Zaza og Mads Toppel er blot nogle af dem, der har været en tur forbi Ådalen. En række Andreas Søndergaard med kontrakten uden tvivl har gode muligheder for at skrive sig på senere i sit fodboldliv.

Fynboen trådte første gang i et par fodboldstøvler i Vindinge BK og er således født og opvokset i den fynske fodboldkultur.

- Jeg føler, at OB er en god klub, hvor jeg udvikler mig godt. Den måde vi gør tingene på i OB, den er rigtig god for mig – og også for andre spillere. Min store drøm er at komme til udlandet, og det har det altid været, siden jeg var helt lille. Jeg føler, at OB giver mig den bedste mulighed for at komme til udlandet, og jeg er rigtig stolt over at have skrevet kontrakt med OB. Her vil jeg have superligadebut, og det er en kæmpe drøm for mig, og det er en stor motivation for mig at vide, at man ikke er så langt fra målet, fordi man i OB er begyndt at satse mere på unge talenter – det er fedt som spiller at vide, at man ikke har så lang vej igen, siger en rigtig glad Andreas Søndergaard til OB.dk.

Du kan se hele interviewet OB-TV har produceret med Anders Søndergaard her:

Også blandt folkene bag ungdomsarbejdet i OB er der stor tilfredshed med, at det unge målmandstalent nu er på kontrakt.

- Andreas er en moderne målmand, som der har store spidskompetencer med fødderne, og jeg ser ham som en stærk medspiller i forhold til vores opbygningsspil, hvor han er god til at sætte spillet qua sin gode teknik. Endvidere er han utrolig dedikeret, og der er ingen tvivl om, at Andreas har fodbolden som sin helt store passion. Med den arbejdsindsats han ligger for dagen, tror jeg, Andreas kan drive sit talent meget langt. Vi er beriget med to dygtige målmænd På U17, og derfor er der stor konkurrence om positionen, så begge målmand skal rustes med en stor portion tålmodighed i forhold til deres individuelle udvikling. Det gør dem dog kun bedre i det lange løb, at der er så stærk konkurrence, så jeg er sikker på, at Andreas kommer til at udvikle sig meget i OB i de kommende år, siger U17-træner, Anders Skjoldemose.

Andreas Søndergaard har allerede fået være i aktion for det danske U16 landshold, det skete i januar måned, hvor man Danmark mødte Cypern.