OB skuffede mod Lyngby

De mange OB-indkøb gav ikke sejr, da Lyngby fik et flot point efter 1-1 i Odense. Mads Timm skaffede fynboerne et point med en udligning i anden halvleg. 

Nye stærke spillere er checket ind på stribe hos OB op til sæsonstarten. 7.598 spændte tilskuere på Fionia Park havde derfor forventet mere end 1-1 mod oprykkerne fra Lyngby, da der onsdag aften var sæsonpremiere i Odense.  

Forventningerne til den fynske supertrup dalede allerede efter ni minutters spil, hvor Christian Holst bragte Lyngby foran.

Føringen var ikke ufortjent for Lyngby, der fortsatte med at kombinere flot anført af Nicolai Melchiorsen og Morten Christiansen på den centrale midtbane. Hos OB skuffede nyindkøbte Cristian Bolaños, mens Johan Absalonsen viste, at han er tilbage i storform.

Indskiftede Mads Timm afværgede en ydmygelse af OB, da han fortjent udlignede til 1-1.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt