OB snuppede gruppesejren

OB slog Brann 3-2 i Royal League og tog dermed førstepladsen i gruppe 1. Debutmål til Srdjan Radonjic, mens Martin Borre blev dobbelt målscorer.

De går og glæder sig til SAS Liga-premieren i Odense. I hvert fald ser det lovende ud for OB, der søndag vandt 3-2 over norske Brann og dermed løber med førstepladsen i gruppe 1 i Royal League.

Fynboerne viste 3004 hjemmetilskuere på Fionia Park, at det offensive spil bestemt ikke lider efter Tobias Grahns farvel. Holdet virker som en enhed og producerer stadig mange chancer. Montenegrinske Srdjan Radonjic fik en glimrende begyndelse på tilværelsen i OB, da han bragte hjemmeholdet på 1-0.

OB lignede en sikker vinder, da en oplagt Martin Borre gjorde det til 2-0 efter 25 minutter. Men nordmændene fik udlignet midt i anden halvleg. Borre fik dog lov at løbe med helterollen, da han med sit andet mål hev sejren hjem til OB, der også havde domineret kampen igennem.

Oversigt

    Oversigt