I det fynske folks tjeneste

OB snupper Absalonsen

Efter et par år med for lidt spilletid i Brøndby smutter unge Johan Absalonsen til OB. En treårig kontrakt begynder ved årsskiftet.

Udtyndingen af Brøndby-truppen fortsætter.

Johan Absalonsen blev åbenbart så træt af bænken i Brøndby, at han nu har søgt nye udfordringer. Og denne gang skifter den 20-årige angriber til hjemøen Fyn, hvor OB venter fra årsskiftet, når hans kontrakt med vicemestrene udløber.

- Johan Absalonsen er en ung og talentfuld spiller, som vi er glade for at have knyttet til OB, siger Kim Brink om Absalonsen, der har skrevet under på en treårig kontrakt med odenseanerne.

Han kom til Brøndby i 2003 fra B1913 efter at have afvist Ajax Amsterdam og OB.

Brøndby vinker også farvel til det svenske angrebstalent Denni Avdic. Han skiftede til Vestegnen i 2004, men hjemvé har lokket ham hjem til Sverige, hvor han for fremtiden skal tørne ud for Allsvenskan-klubben Elfsborg.