I det fynske folks tjeneste

OB-spillere beklager slagsmål

De to OB-spillere Emil Larsen og Emil Peter Jørgensen beklager, at de røg i totterne på hinanden ved tirsdagens træning på Dyrskuepladsen i Odense.

På OBs hjemmeside forklarer Emil Larsen og Emil Peter Jørgensen hvad der skete ved og efter tirsdagens træning.

- Vi spiller intervalspil, og der er altid høj intensitet og hårde dueller. Jeg får en tackling, som efter min mening er alt for voldsom, og da jeg kommer på benene igen løber jeg hen til Emil Peter og spørger ham, hvad han har gang i. Den slags sker i fodbold, og det er set mange gange, at sådan nogle ting opstår i intervalspil, siger Emil Larsen.

- Jeg tager fat i Emil Peter og siger, at han skal tænke sig om, og så rammer han mig. Og det er klart, at det er at gå over grænsen. Jeg slår ikke, som nogen har påstået, men jeg skulle selvfølgelig ikke have taget fat i ham, og det beklager jeg. Som voksne mennesker og professionelle fodboldspillere skal vi holde os fra den slags situationer, siger Emil Larsen.

Emil Peter Jørgensen er også ked af episoden, som han beklager mange gange.

- Det skulle aldrig være sket. Det er utrolig dumt, at det udviklede sig, som det gjorde, og det er jeg ked af. Jeg kommer for sent ind i en tackling, og Emil bliver sur og kommer over og tager fat i mig og skubber til mig, hvorefter jeg slår ham. Derefter kom der andre spillere imellem, og der skete ikke mere, siger Emil Peter Jørgensen.

- Men det er selvfølgelig ikke godt nok. Jeg skulle have gået min vej, da han kommer over til mig, men i intervalspil hvor pulsen er helt oppe, der reagerede jeg desværre på en måde, som jeg ikke er stolt af, og som jeg beklager rigtig mange gange, siger Emil Peter Jørgensen.

Om episoden siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til OK.dk:

- Det er klart, at vi forventer, at vores spillere opfører sig modent og professionelt, og at de forstår, at de er en del af en skarp konkurrence, men at de også er holdkammerater. Vi ønsker, at vores spillere bliver presset maksimalt i træningen, og vi ønsker, at intensitet og adrenalin er på sit højeste. Det betyder også, at det ikke er helt ualmindeligt, at der opstår kontroverser mellem spillerne i forskellige situationer, og det tror jeg, at man oplever i alle ambitiøse elitesportsmiljøer. Det er naturligvis ikke det samme, som at det er i orden at gå over stregen, og det lader vi selvfølgelig vores spillere forstå, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Ved du noget? Så send os et tip