OB taber igen til Sønderjyske

OB var bedst i en lille time og førte 1-0, men måtte alligevel se sig slået hjemme af Sønderjyske.

Sønderjyske er tilbage som sæsonens positive overraskelse i Alka Superligaen.

Med udesejren på 2-1 over OB er sønderjyderne tilbage på ligaens tredjeplads med 21 point for 12 kampe. Det var anden gang i sæsonen, Sønderjyske slog OB. For to spillerunder siden vandt holdet 4-0 på hjemmebane.

Sejren vidnede om stor moral hos Sønderjyske, der i den seneste spillerunde oplevede sæsonens første store nedtur med 0-5 mod AaB.

I Odense var holdet på vej mod et nyt nederlag, men selv om OB var banens bedste hold set over hele kampen, kom Sønderjyske tilbage og vendte 0-1 til 2-1 efter pausen.

Særligt i første halvleg var OB overlegen, og Kenneth Zohore sørgede for, det kunne aflæses på måltavlen.

Han skulle ellers slet ikke have været en del af OB's startopstilling. Derimod havde træner Kent Nielsen tiltænkt Anders K. Jacobsen en plads i angrebet, men da han under opvarmningen pådrog sig et hold i ryggen, blev der plads til Zohore.

Han befandt sig det rette sted - ved forreste stolpe - da den hårdtarbejdende Rasmus Festersen fra baglinjen sendte en hård aflevering fra højre mod midten. Her dirigerede Zohore bolden i mål til 1-0.

Festersen boltrede sig sammen med kreatøren Rasmus Falk i første halvleg, hvor Sønderjyske gav hjemmeholdet plads til at udføre de kontraangreb, der har været holdets varemærke i flere kampe i denne sæson.

Fynboerne stod for stort set alle farlige angreb inden pausen, og Festersen var tæt på selv at komme på tavlen, men hans skud fra straffesparksfeltets bue ramte ydersiden af stolpen.

OB kom også bedst ud efter pausen, og 2-0 lurede lige om hjørnet, da hjemmeholdet i stedet begik en brøler i opspillet 13 minutter efter pausen.

Den satte en kvik Sønderjyske-omstilling i gang. Bolden havnede hos angriber Thomas Dalgaard, der efter et par uskønne træk på den regnvåde bane kom på skudhold og scorede via OB-forsvarer Oliver Lund.

Udligningen gav Sønderjyske mod på mere. Udeholdet flyttede spillet længere frem på banen med ny gevinst til følge ti minutter senere.

I et tætbefolket felt afleverede Nicolaj Madsen til den tidligere OB-spiller Johan Absalonsen, der med et halvliggende vristspark beherskede bolden ind i fjerneste hjørne til 2-1.

I kampens resterende del fokuserede Sønderjyske på at forsvare sig. OB havde et par gode muligheder for at udligne, men skarpheden manglede, og så kunne Sønderjyske rejse hjem med sæsonens syvende sejr i 12 kampe.

Oversigt

    Oversigt