I det fynske folks tjeneste

OB tildeler Brøndby det første nederlag i foråret

Den tidligere Brøndby-angriber Morten Skoubo bragte OB på sejrskurs, da fynboerne vandt 2-1 ude over Brøndby.

Brøndby måtte for første gang i dette forår se sig besejret i Superligaen, da OB søndag aften var på besøg på Brøndby Stadion.

Fynboerne vandt med 2-1, efter at den tidligere Brøndby-angriber Morten Skoubo havde bragt gæsterne i front før pausen. Efter en time scorede Dario Dumic selvmål for værterne, inden Simon Makienok i slutfasen fik reduceret for Brøndby.

OB spillede sig frem til de største chancer og sejrede fortjent i en livlig forestilling, der var præget af skidt forsvarsspil.

Daniel Stenderup og Dario Dumic i Brøndbys midterforsvar lod især OB-angriberen Mustafa Abdellaoue komme til flere store chancer, men nordmanden manglede gang på gang skarpheden.

Blandt andet havde Abdellaoue en oplagt mulighed i slutningen af første halvleg, da Stenderup forærede ham bolden. En velspillede Lukas Hradecky i hjemmeholdets mål fik blokeret skuddet.

Umiddelbart før pausen gik det galt for Brøndby, da Mohamed Diarra fra gæsternes venstrekant lagde bolden ind i straffesparksfeltet. Mustafa Abdellaoue fik generet Brøndby-forsvaret så tilpas meget, at bolden pludselig lå foran Morten Skoubo.

Med en sprællende Hradecky foran sig hamrede den tidligere Brøndby-angriber bolden op i nettaget til 1-0 for OB.

Efter en times spil øgede de fynske gæster til 2-0, da Espen Rud blev spillet fri og kørte mod baglinjen. Et indlæg skråt bagud ramte Dario Dumic, der drønede bolden i eget net.

Det var i øvrigt tredje hjemmekamp i træk, at Brøndby scorede selvmål. Thomas Kahlenberg og Daniel Stenderup har været uheldige tidligere på foråret mod henholdsvis FC Nordsjælland og AaB.

Brøndby havde ellers indledt anden halvleg med masser af optimisme, men det var som om, at den blev punkteret en anelse med 2-0-scoringen.

Den blev dog genskabt fem minutter før slutfløjt, da Simon Makienok blev headet fri i feltet og flugtede bolden i mål til 2-1. Mere blev det dog ikke til for værterne.

OB rykker med sejren op på Superligaens sjetteplads med 29 point. Brøndby har 33 point på fjerdepladsen.

Ved du noget? Så send os et tip