OB-topscorer: Jagtsæsonen starter på søndag

OB-angriberen Anders K. Jacobsen glæder sig til at komme i gang med forårssæsonen i Superligaen.

OB indleder foråret på ottendepladsen i Superligaen bare ét point efter FC København på den vigtige sjetteplads, der giver adgang til medaljeslutspillet og kampen om de eftertragtede billetter til de europæiske turneringer.

Søndag eftermiddag møder OB hjemme i Odense oprykkerne fra Helsingør i en vigtig kamp om tre point. Der er kun syv runder tilbage af grundspillet, og OB kan se frem til en række svære udekampe mod både FC Nordsjælland, Brøndby og FC København.

quote Først og fremmest skal vi have indfriet vores målsætning om en plads i top 6, og i forhold til det starter det søndag, hvor vi skal have tre point

Anders K. Jacobsen

Derfor er det vigtigt at komme godt fra start og snuppe tre point på søndag. OB's topscorer, Anders K. Jacobsen, har opskriften klar.

- Vi skal være dominerende på bolden, og så har jeg en forventning om, at det er vigtigt at score det første mål. Det har i hvert fald vist sig, at det har været meget vigtigt i Alka Superligaen i denne sæson. Derudover skal vi ud og spille en god omgang fodbold og give publikum en god oplevelse på søndag, siger Anders K. Jacobsen til klubbens hjemmeside.

Vil jagte en god halvsæson

Sammen med resten af truppen ser Anders K. Jacobsen frem til igen at komme i gang med pointgivende kampe.

- Vi glæder os alle sammen i truppen til at komme i gang igen, og vi har sat næsen op efter, at vi skal ud og jagte en stærk halvsæson. Først og fremmest skal vi have indfriet vores målsætning om en plads i top seks, og i forhold til det starter det søndag, hvor vi skal have tre point, fortæller Anders K. Jacobsen, inden han fortæller lidt om den nu snart overståede opstart.

- Vores kampe i opstarten har været lidt blandet. Internt har vi en god fornemmelse for det, og det har vi, selvom vi ikke leverede de bedste resultater. Vi så flere ting i kampene, der fungerede, så vi har både en god tro og god styrke, inden der er point på spil fra på søndag, siger OB’s topscorer.

OB møder i forårspremieren Helsingør på hjemmebanen i Bolbro i Odense. Kampen spilles søndag den 11. februar med kickoff klokken 14.

 

Oversigt

    Oversigt