OB-topscorer vil forlænge med fynboerne

Hans Henrik Andreasen har kontraktudløb med OB til sommer, men topscoreren ønsker at forlænge sin aftale.

Den målfarlige midtbanespiller Hans Henrik Andreasen viste senest sit værd for OB med sine to mål i fynboernes 2-0-sejr over Young Boys torsdag aften i Europa League.

I Superligaen har han bidraget med ni scoringer indtil videre i denne sæson, og Hans Henrik Andreasen har det så godt i Odense, at han gerne vil forlænge sin kontrakt med klubben. Den nuværende kontrakt udløber til sommer.

- Min familie har det godt i Odense, så hvis vi kan blive enige, vil jeg rigtig gerne blive. Jeg har aftalt et møde med Thomas Christensen (OB-direktør, red.), og mit indtryk er, at de gerne vil forlænge, siger Hans Henrik Andreasen til sporten.tv2.dk.

Han tror, at en af grundene til de mange mål i sæsonen skyldes, at modstanderne har mere fokus på en anden OB-spiller.

- Jeg ved ikke helt, hvorfor det går så godt. Måske er det, fordi Peter Utaka blev topscorer i sidste sæson, og de koncentrerer sig for meget om ham, så der bliver plads til mig, forklarer Hans Henrik Andreasen.

Midtbanespilleren fortæller dog også, at en tur til engelsk fodbold kunne være fristende, selvom der skulle være tale om den næstbedste række.

Oversigt

    Oversigt