I det fynske folks tjeneste

OB-træner: Det største kollaps, jeg har været vidne til

Troels Bech kaldte nederlaget på 2-6 til Esbjerg for det største kollaps, han har set i sin trænerkarriere.

Troels Bech kaldte nederlaget på 2-6 til Esbjerg for det største kollaps, han har set i sin trænerkarriere.

Troels Bech havde lagt panderynkerne i de alvorlige folder, efter hans OB-mandskab torsdag aften tabte hele 2-6 på udebane til Esbjerg i Superligaens næstsidste spillerunde.

- Det er det største kollaps, jeg har været vidne til. Ikke bare i min tid i OB, men i min trænertid i det hele taget, fortæller en tydeligt skuffet OB-træner.

Fynboerne var ellers kommet godt fra start og bragte sig i front efter mindre end fire minutter.

- Vi får jo en blændende start på kampen, hvor vi gør meget rigtigt, men efter 10-15 minutter glemmer vi at spille fodbold og får ikke gjort de ting, vi har aftalt. Og så er Esbjerg så godt et mandskab, at det bliver straffet, siger Troels Bech.

Nederlaget til Esbjerg var det sjette i træk for OB, der blot har hentet et point i de seneste syv kampe. Og netop den dårlige stime af resultater gennem hele foråret er ifølge OB-træneren den primære årsag til det kollektive kollaps i Esbjerg.

- Hvis vi ser på summen af skuffelser, vi har været igennem - ikke bare i første halvleg - men set over hele foråret, så ser det ud som om, at vi taber kontrol med det, vi gerne vil.

- Mod slutningen af kampen kan jeg slet ikke genkende vores hold. Det var en voldsom stor forandring i løbet af den samme kamp, lyder det fra Troels Bech.

OB er efter det dårlige forår nu dumpet ned på tiendepladsen i Superligaen med 37 point, men er dog sikret overlevelse.

Fynboerne møder i sidste spillerunde Silkeborg på hjemmebane.

Ved du noget? Så send os et tip