OB-træner færdig til sommer: Kontrakt forlænges ikke

John Bredal har været assistent for Kent Nielsen i tre år til sommer. Men længere tid får han ikke i klubben.

Han har stået side om side med cheftræner Kent Nielsen i både op- og nedturene de seneste år. Men nu er det altså snart slut. OB's ledelse har besluttet, at man ikke forlænger kontrakten med 54-årige John Bredal, når den udløber til sommer.

- Uanset at vi er meget tilfredse med Johns arbejde, så har vi vurderet, at vi som klub og trup vil have godt af at få nogle nye øjne på den måde, vi gør tingene på, siger OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens egen hjemmeside ob.dk.

Før han kom til OB, var John Bredal assistenttræner i FC Nordsjælland gennem 13 år. Her oplevede han stor succes med blandt andet et dansk mesterskab og deltagelse i Champions League. Kent Nielsen betegnede da også selv John Bredal som lidt af en ønsketræner, da han kom til OB i 2015. I sommeren 2017 fik han forlænget sin kontrakt med endnu et år. Men den bliver altså ikke yderligere forlænget.

Ville gerne selv forlænge

Hovedpersonen selv siger i dag til eb.dk, at han er overrasket, og at det er hans indtryk, at Kent Nielsen gerne havde beholdt ham.

- Jeg er ærgerlig og overrasket. Specielt fordi Kent Nielsen er meget tilfreds med vores samarbejde og ønsker at fortsætte, men sportschefen ønsker det desværre anderledes, siger John Bredal til Ekstra Bladet.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der bliver ny assistenttræner i OB efter Bredal. Men sportsdirektør Jesper Hansen siger til ob.dk:

- Tidspunktet er godt for os som klub, fordi det betyder, at en ny assistenttræner kommer ind i et trænerteam, der har fundet sig godt tilrette i klubben, og som således kan sikre, at der i det samlede trænerteam vil være den kontinuitet, der sammen med nye inputs og idéer, er vigtig for, at vi lykkes på sigt. 

 

Oversigt

    Oversigt