OB-træner forventer hundeslagsmål om top-6-pladser

Jakob Michelsen forventer, at otte midterklubber skal slås om tre pladser i Superligaens mesterskabsspil.

Otte hold i et bredt midterfelt. Tre pladser tilbage at spille om i Superligaens mesterskabsspil.

Sådan tegner billedet sig for Esbjerg, AaB, Randers, OB, Horsens, FC Nordsjælland, AGF og Sønderjyske inden weekendens forårspremiere.

I hvert fald hvis man antager, at top-3 med FC København, FC Midtjylland og Brøndby snupper tre af de seks pladser, og at bundholdene Vendsyssel, Vejle og Hobro må kigge langt efter top-6. Sådan udlægges teksten af OB-træner Jakob Michelsen før søndagens møde med FC København i Telia Parken.

- Tre pladser er givet, for FCK, FCM og Brøndby skal nok komme med. Så vi er otte hold, der kæmper om tre pladser. Det bliver et tæt hundeslagsmål, vurderer Jakob Michelsen.

 

Målet nu inden for rækkevidde

OB har i de seneste sæsoner haft et mål om at være med blandt de seks bedste, men det er ikke sket siden 2011, hvor fynboerne vandt sølv.

Målet er inden for rækkevidde inden grundspillets sidste seks runder, da OB er nummer syv bare et point efter Randers på sjettepladsen. Det er på trods af, at OB blot fik et point i sæsonens første fem kampe.

- Vi har vel 50 procents chance for top-6, men den dårlige start jagter os stadig, så med den in mente vil jeg være slemt tilfreds, hvis det sker. Det skal være målet, lyder det fra Jakob Michelsen.

- Det er længe siden sidst, og jeg mærker en utrolig stor sult på Fyn for at nå blandt de bedste seks for første gang i otte år, men der er også en realistisk holdning om, at det bliver svært, siger OB-træneren.

 

Svær opgave søndag

OB har i vinterens transfervindue holdt sammen på truppen, og også søndagens modstander, FCK, har holdt på sine største stjerner, og et par nye er kommet til. FCK må dog søndag undvære spydspisen Dame N'Doye, der bøvler med en mindre skade.

Uanset bliver det en svær opgave for OB.

 - Vi glæder os helt vildt til at komme i gang. Det kunne selvfølgelig være en nemmere kamp at begynde med, men vi skal møde alle to gange, og der er tidligere sket større mirakler, end at OB slår FCK, siger Jakob Michelsen.

Søndagens opgør har kickoff klokken 18.

Oversigt

    Oversigt