OB-træner glæder sig over genrejst angriber

OB's cheftræner Kent Nielsen mener ikke Rasmus Festersen skyldte at score for sit hold.

Rasmus Festersen scorede to mål i OB's sejr på 3-0 mod Esbjerg. Det kan gavne holdet, mener Kent Nielsen.

OB's cheftræner, Kent Nielsen, var tilfreds med 3-0-sejren over Esbjerg i Alka Superligaens nedrykningsspil fredag aften og i særdeleshed med angriberen Rasmus Festersen, der fik scoret sine to første mål i foråret.

- Jeg mener ikke, at Festersen har skyldt nogle mål, men han har haft nogle muligheder, han ikke har taget vare på, siger Kent Nielsen.

Efter en første halvleg uden mål kom Festersen i gang efter få minutter af anden halvleg, da han scorede på straffespark.

- Jeg synes, at Rasmus blomstrede op efter målet, siger Kent Nielsen.

- Angribere lever af at score mål, og derfor er det jo også godt for os, at endnu to af vores offensive folk fik scoret, siger OB-træneren og henviser til, at også Anders K. Jacobsen kom på tavlen, da han scorede til 3-0.

Rasmus Festersen var efter kampen lettet over at få taget hul på målscoringen i det nye år.

- Efter en svær start på 2017 med skader betyder det meget for mig at få åbnet målkontoen.

- Der er en masse pres fra omverdenen, som man som regel abstraherer en del fra, og det er rart at kunne give lidt igen, siger angriberen.

Rasmus Festersen scorede sit sæsonmål nummer fire og fem i fredagens kamp, men han er stadig et stykke fra sin samlede målsætning, der lyder på ti scoringer.

- Det er ikke godt nok. Det er langt fra tilfredsstillende at score så få mål i så mange kampe.

- Jeg har spillet flere kampe, hvor jeg ikke har følt mig helt fit, og jeg har kæmpet med skader i efteråret, men det er stadig ikke godt nok for en angriber og slet ikke i en klub som OB, siger Rasmus Festersen.

Oversigt

    Oversigt