I det fynske folks tjeneste

OB-træner har lagt Onyszko bag sig

Efter fyringen af målmand Arek Onyszko tænker OB-træner Lars Olsen kun fremad, men han kalder Onyszko for en stor spiller i den fynske fodboldklub.

Den polske fodboldmålmand Arek Onyszko er i dag både blevet dømt for vold og blevet fyret af OB som konsekvens af voldsdommen.

Men det tænker OB-træner Lars Olsen ikke så meget over. Han fokuserer kun på fremtiden, men siger til Ritzau:

- Arek har været en god målmand for OB og haft sin store andel i, at vi i år blev nummer to i SAS Ligaen. Men nu må vi kigge fremad, og vi har i øjeblikket tre andre målmænd i vores trup, som jeg vil fokusere på.

OB-træneren vil på linje med klubledelsen ikke udtale sig om selve voldssagen. Her er Onyszko blevet idømt tre måneders fængsel, heraf to måneder betinget, for vold mod sin ekskone i marts i år.

Målmanden, som ellers stadig havde et år tilbage af sin kontrakt med OB, har spillet for fynboerne siden 2004.