OB-træner: Kampen om tredjepladsen bliver dramatisk

OB-træner Jakob Michelsen spår en tæt kamp om tredjepladsen i mesterskabsspillet efter sejr over Randers FC.

OB sluttede søndag Superligaens grundspil af med manér, da gæsterne fra Randers FC blev sendt hjem med et 0-1-nederlag i bagagen.

Med de tre point ender OB på tredjepladsen og har 42 point med sig over i mesterskabsslutspillet.

Da FC København og FC Midtjylland er henholdsvis 19 og 18 point foran OB, ser det helt umuligt ud for fynboerne og de resterende top-6-hold at indhente dem.

I stedet bliver der ifølge OB-træner Jakob Michelsen tæt kamp om tredjepladsen.

- Der er fire hold med meget få point imellem sig, der skal møde hinanden på kryds og tværs, siger Michelsen.

- Tabellen kommer til at ændre sig mange gange i løbet af mesterskabsspillet. Det bliver dramatisk.

Masser af point på spil

OB har før mesterskabsslutspillets start et forspring på fire point ned til Brøndby på fjerdepladsen. Men det er ikke noget, der har den helt store betydning.

- At have et forspring på fire point betyder ikke det store, når der stadig er ti kampe og 30 point at spille om, mener han.

Selv om OB endte grundspillet på en tredjeplads, så vil det ikke være skuffende, hvis både tredje- og fjerdepladsen skulle glippe.

- Jeg synes ikke, det ville være skuffende at ende uden for top-4.

- Vores målsætning for sæsonen var top-6, og der er vi endt nu, og det skal vi nyde, siger Jakob Michelsen.

OB har igennem sæsonen vundet mange tætte kampe, ligesom tilfældet også var søndag mod Randers.

Netop det peger Michelsen på som en af grundene til, at OB er endt på tredjepladsen.

- Vi har været dygtige til at trække det længste strå i de tætte kampe, og det skal spillerne have ros for, siger han.

Ud over FCK, FCM og Brøndby er OB havnet i mesterskabsslutspillet med FC Nordsjælland og Esbjerg.

Oversigt

    Oversigt