OB-træner om bronzeduel: Vi har de bedste kort på hånden

Jakob Michelsen tager efter 2-2 mod Brøndby favoritværdigheden på sig i forhold til kampen om tredjepladsen.

OB kunne fredag aften rejse hjem til Fyn med et point i bagagen efter en livlig 2-2-kamp på Brøndby Stadion i Superligaen.

Det betyder, at OB på tredjepladsen fortsat er fire point foran Brøndby, og OB-træner Jakob Michelsen erkender, at fynboerne er favoritter til bronzen.

- Det er nok os selv, der har de bedste kort på hånden, fordi vi ligger der lige nu.

- Så længe, man ligger nummer tre, og der er færre og færre runder tilbage, så bliver sandsynligheden selvfølgelig større, siger Jakob Michelsen.

OB har henholdsvis fem og syv point ned til Esbjerg og FC Nordsjælland, der begge har en kamp i hånden, og Jakob Michelsen vil bestemt ikke afskrive de to klubber i spillet om tredjepladsen. 

- Jeg tror, at FCN og Esbjerg jubler rigtig meget over, at vi spillede uafgjort mod Brøndby.

- Vi er fire hold, der kommer til at kæmpe om bronzen, og vi kommer til at jagte det til det sidste, siger OB-træneren.

Også Brøndby-træner Martin Retov mener, at favoritværdigheden i bronzekampen ligger hos OB.

- OB er favoritter til bronzen. De har et rigtig godt hold med mange unge spillere, der er dygtige på bolden.

- Det er ikke altid nemt at komme til Brøndby Stadion og spille sig ud af vores pres, men det gjorde de flere gange, og det var flot af dem, siger Martin Retov.

Brøndby-træneren afskriver dog på ingen måde, at det er muligt at snuppe tredjepladsen, da der fortsat resterer ni kampe i mesterskabsspillet for de blå-gule.

- Der er meget lang vej endnu, men det er selvfølgelig vigtigt, vi ikke tabte mod OB, for så ville der være langt op. Vi have håbet at lukke lidt af hullet til OB, men vi må kæmpe videre, siger Martin Retov.

Brøndby møder i næste runde FCN på udebane, mens OB tager imod FC København.

Oversigt

    Oversigt