OB-træner om første sejr: Nu skal vi ride videre på bølgen

OB fik søndag klubbens første sejr i sæsonen. Trods en hård periode har spillerne bevaret optimismen.

OB har fået en svær start på sæsonen med hele seks kampe uden sejr. Mod Vejle kom så endelig den hårdt tiltrængte sejr, da fynboerne kunne rejse hjem med en 2-0-sejr.

OB-træner Jakob Michelsen var efter kampen ikke i tvivl om, at resultatet kan få stor betydning videre i sæsonen.

- Sejren giver endnu mere selvtillid. Spillerne skal have stor ros for ikke at lade sig gå på, selv om hele Danmark har mindet os om, hvor ringe vi er, siger Jakob Michelsen.

quote Generelt spillede vi en gennemført kamp, hvor vi stort set ikke gav en målchance væk. Vi var komfortable defensivt, og vi vandt vores dueller

Jakob Michelsen, OB-træner

Jakob Michelsen mener, at det har været afgørende for stemningen i truppen, at præstationerne, ifølge ham selv, har været til mere.

- Hvis man ser på mange af de præstationer, som vi har leveret, har det været rigtig godt langt hen ad vejen, men det var rart endelig at få en sejr.

Godt tilfreds med sit hold

OB-træneren var i det hele taget rigtig godt tilfreds med kampens forløb. Han mente, at udeholdet havde fuld kontrol med opgøret.

- Generelt spillede vi en gennemført kamp, hvor vi stort set ikke gav en målchance væk. Vi var komfortable defensivt, og vi vandt vores dueller, siger OB-træneren.

Træneren havde tilmed en ganske simpel forklaring på, hvorfor det lige blev mod Vejle, at den første sejr kom i land. Samtidig var han begejstret over kulissen.

- Vi havde den berømte skarphed. Vi vandt på udebane og scorede sågar på en dødbold. Vi spillede til nul, og vi spillede stort set på hjemmebane takket være 1600 OB-fans.

Nu håber Jakob Michelsen blot, at de stribede fra Fyn kan bygge videre på sejren og få endnu flere point på kontoen.

- Pointet mod Midtjylland gav belønning for præstationerne, og nu kan vi forhåbentlig ride videre på bølgen, siger han.

OB skal i næste runde forsøge at hente endnu en sejr, når klubben møder FC Nordsjælland på hjemmebane

Oversigt

    Oversigt