I det fynske folks tjeneste

OB-træner savner attitude efter skuffelse

Indstillingen var ikke på plads hos OB'erne i 0-0-kampen mod Silkeborg, mener holdets træner.

Der manglede gnist hos OB-spillerne, da holdet søndag blot spillede 0-0 på hjemmebane mod Silkeborg.

Det indrømmer OB-træner Henrik Clausen oven på den tamme affære.

- Vi kan ikke komme med den mangel på attitude, siger han til Canal 9.

Særligt er træneren skuffet over attituden hos OB-spillerne i den første del af hjemmekampen.

- Den var gemt væk i første halvleg, konstaterer han.

OB'erne kom ellers til søndagens kamp med to friske sejre, hvor holdet ikke havde lukket mål ind.

Men spillerne var ikke i stand til at overføre de positive takter til kampen mod Silkeborg, der kunne have sendt fynboerne et vigtigt skridt nærmere Superligaens sølvmedaljer.

- Vi får ikke spillet så flydende som i de sidste to kampe, vurderer Henrik Clausen.

Med det uafgjorte resultat har OB fem point ned til Brøndby på tredjepladsen. Holdet fra den storkøbenhavnske vestegn mangler dog stadig at spille sin kamp mod FC København i 29. spillerunde.