OB-træner skuffet over spillet

Der var ingen mesterskabsglans over OB's spil her til aften, hvor det kun blev til 1-1 mod Sønderjyske i Haderslev, mener OB-træner Lars Olsen.

OB spillede på ingen måder mesterskabsspil, da de her til aften spillede uafgjort 1-1 mod Sønderjyske i Haderslev. Modsat onsdagens 3-2-sejr over FC København var der ikke meget spilleglæde og vinderattitude hos OB-spillerne, mente fynboernes træner, Lars Olsen, efter kampen.

- Vi viste ikke overskud til noget som helst. Vi skabte alt for lidt og tilspillede os for lidt. Vi gav ikke rigtig noget væk, men det var egentlig fortjent nok, at Sønderjyske udlignede, når man så på det spil, vi leverede, sagde en skuffet Lars Olsen.

Resultat kunne OB ikke bruge til noget, vurderede anfører Chris Sørensen efter kampen, hvor Sønderjyske udlignede i overtiden.

- Uafgjort er tæt på det samme som et nederlag i en kamp som denne. Vi undervurderede ikke Sønderjyske, så jeg ved ikke, hvad der gik galt, konstaterede Chris Sørensen.

Fynboerne er på ligaens tredjeplads tre point efter Brøndbys førerhold og to point efter FCK på andenpladsen. FCK og Brøndby mødes i Parken i morgen.

Oversigt

    Oversigt