I det fynske folks tjeneste

OB-træner tænker kun på Nordsjælland

OB træneren tænker lige nu mest på den kommende Superligakamp end dagens lodtrækning i Champions League.

Henrik Clausen vil ikke bruge ret meget krudt på sin kommende Champions League-modstander lige nu.

Et hastigt blik på skærmen, et skuldertræk og så videre med træningen.

OB-træner Henrik Clausen har ikke brugt ret meget tankevirksomhed på at forholde sig til Panathinaikos, der som følge af fredagens lodtrækning bliver DM-sølvvindernes første modstander i Champions League-kvalifikationen.

- Jeg har noteret mig, at vi skal møde Panathinaikos, og jeg ved også, hvornår de spiller træningskampe, men ellers så har jeg egentlig parkeret det i baghovedet og tænker udelukkende på FC Nordsjælland, siger Clausen med henvisning til morgendagens superligapremiere.

- Vi ved, at uanset hvem vi måtte have trukket, så skal vi ramme vores absolutte topniveau, hvis vi skal have en chance.

- Derfor er vi også nødt til at toppræstere i Superligaen, hvis vi skal kunne nå derop, hvor vi skal være mod Panathinaikos, lyder ræsonnementet fra OB-træneren.

Han håber selv at kunne være til stede søndag, når grækerne møder FC Köln i en træningskamp i den tyske by Rosenheim, men ellers tager klubbens spioner hånd om dataindsamlingen på den kommende modstander.

Henrik Clausen forventer nemlig ikke at få ret meget foræret ved at se videoklip fra sidste sæson eller ved at lede efter oplysninger på nettet.

- Det er en ny sæson, og det kan jo være, at de har skiftet 10 mand ud, så det er ikke sikkert, at vi kan bruge videomaterialet til så meget.

- Og de bruger jo heller ikke de samme bogstaver som os, og derfor er det ikke det letteste hold at fiske oplysninger på. Det var vel kun Kiev, der kunne have været værre, siger træneren.

Ud over mødet med Ståle Solbakkens FC Köln på søndag møder Panathinaikos fredag aften Sivasspor fra Tyrkiet, inden det på torsdag gælder græske Atromitos i den sidste træningskamp inden ligastarten.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.