OB-træner Henrik Clausen er selvsagt godt tilfreds med sit hold, der onsdag aften i Odense vandt 1-0 over spanske Villarreal i den første af to kampe om at komme i Champions League-gruppespillet.
- Stor dag, stor kamp, stor sejr. Vejret var med os, og publikum var fantastisk. Det vil vi gerne have noget mere af, siger Henrik Clausen.
- Vi havde håbet på at have en chance til returkampen på tirsdag i Spanien, og den har vi. Men Villarreal er stadig markant favorit, mener træneren.
Han er fræk nok til ikke at kalde 1-0-sejren for et drømmeresultat.
- 5-0 havde været et drømmeresultat. Om 1-0 er nok, ved vi ikke, men resultatet kunne have været værre, fortæller Henrik Clausen.
Villarreal havde også chancer til at score, inden Hans Henrik Andreasen blev matchvinder kort før tid.
- Vi skal holde samme koncept i Spanien, men trykket bliver endnu større på os. Vi skal passe på med ikke at blive presset for langt tilbage, men turde at rykke fremad, lyder det fra Henrik Clausen.