OB udlejer Henrik Hansen

OB har udlejet den 31-årige midtbanespiller Henrik Hansen til SønderjyskE. Lejeaftalen gælder frem til 31. december 2010.

Ifølge OB's hjemmeside er aftalen med SønderjyskE nu faldet på plads, og dermed vender Henrik Hansen tilbage til SønderjyskE, hvor han spillede fra 2004 til 2006. Henrik Hansen har haft svært ved at få spilletid i OB.

- Som situationen er lige nu, er der meget stor konkurrence om pladserne på vores midtbane. Det betyder, at vi ikke kan love Henrik Hansen helt så meget spilletid, som han kunne ønske sig, og derfor er det optimalt for alle parter, at han får muligheden for at spille kampe på et højt niveau i SønderjyskE, siger OB-direktør Kim Brink til OB's hjemmeside.

Efter planen vender Henrik Hansen tilbage til den stribede OB-trøje den 1. januar 2011. Indtil videre har han spillet 79 kampe i OB og scoret 7 mål.

Oversigt

    Oversigt