I det fynske folks tjeneste

OB væk fra toppen

OB er med hastige skridt på vej væk fra toppen af superligaen. Et hjemmebanenederlag på 2-0 til Aab onsdag aften betyder, at FC Nordsjælland overtager 4. pladsen fra fynboerne.

Det var ikke just et skræmmende angreb, AaB stillede med på Odense Stadion onsdag aften.

Men en ynglingespiller, der fik superliga-debut og Simon Bræmer, som ikke har haft sidste sæsons skarphed, var nok til at vælte OB på hjemmebane, og så kunne nordjyderne tage hjem med en sejr på 2-0.

18-årige Patrick Kristensen var den store helt for gæsterne, der med sejren - den første i fem Superligakampe - rykkede op på sjettepladsen med 18 point.

Det var nemlig hans fremragende scoring i det 35. minut, som sikrede, at AaB kunne fortsætte det kontraspil, man var kommet til Odense for at praktisere. Og det var da også efter kontraspil, at Simon Bræmer efter 64 minutter kunne glide Jeppe Curths tværpasning ind over stregen, mens de 4395 tilskuere piftede på livet løs af hjemmeholdet.

Nederlaget til OB betyder, at man må afgive fjerdepladsen.