OB'er til FC FYN

FC FYN har skrevet kontrakt med den 19-årige forsvarspiller Casper Simonsen, der er hentet til holdet fra OB.

Casper Simonsen startede med fodbolden på fødeøen Bornholm i Rønneklubben IK Viking og efter flytningen til Fyn som drengespiller har Casper Simonsen spillet i OB, hvor han senest har fået en del kampe på 2. divisionsholdet.

Dermed fortsætter cheftræner Anders Gerber linjen med at give chancen til unge talenter.
 
- Jeg har fulgt ham i flere kampe i efteråret og er overbevist om, at hans kvaliteter passer perfekt ind i vores trup. Han er fysisk stærk, angrebsivrig, hovedspilstærk og ærgerrig. Med hans tilgang til truppen er vi tæt på at have skabt den helt rigtige balance og konkurrence til de fire positioner i vores forsvarskoncept, siger FC FYNs træner, Anders Gerber.

- Jeg er meget glad for at få chancen for at spille mig ind omkring et førstehold og træner Anders Gerber har overbevist mig om, at FC FYN er det rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling som fodboldspiller. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med træningen sammen med truppen og forsøge at spille mig på holdet, som jeg har fulgt gennem efteråret, siger Casper Simonsen. 

Oversigt

    Oversigt