I det fynske folks tjeneste

OBere ikke fine nok til VM

OB's profiler Peter Utaka og Eric Djemba-Djemba er ikke med på Nigerias og Camerouns landshold, fordi deres landstrænere ikke rangerer SAS Ligaen særlig højt.

Peter Utaka (til venstre) og Eric Djemba-Djemba kommer ikke på deres respektive landes landshold.

SAS Ligaen er den direkte årsag til, at Peter Utaka og Eric Djemba-Djemba ikke deltager i African Cup of Nations for Nigeria og Cameroun. Det skyldes, at niveauet i den bedste danske fodboldrække ikke rangerer højt.

- Min landstræner har direkte sagt det til mig: Du skal væk fra Danmark og til en bedre liga. Så kan du komme på landsholdet, siger OB-topscorer Peter Utaka til sporten.dk.

- Flere af de andre landsholdsspillere har sagt til mig, at jeg burde være med på holdet, men den danske liga bliver bare ikke regnet for så meget, fortsætter Utaka, der dermed får svært ved at komme til VM for Nigeria.

Heller ikke Camerouns landstræner Poul Le Guen har den store fidus til SAS Ligaen, fortæller Eric Djemba-Djemba.

- Det er hårdt at sidde her i kolde Danmark og se dem kæmpe dernede i solen. Jeg havde håbet på at være med. Træneren har valgt at udelukke mig, men sommetider kan folk jo begå fejltagelser, forklarer han.