I det fynske folks tjeneste

OB'ere opgiver guldet

OB fik kun 1-1 mod Sønderjyske i aften i SAS Ligaen. Dermed er guldchancerne formentlig væk for fynboerne, og det var spillerne også godt klar over.

Lars Olsen erkender at OB er ude af kampen om guldet

OB snublede i mesterskabskampen her til aften, da fynboerne kun fik 1-1 mod Sønderjyske i SAS Ligaen. Dermed er guldchancerne efter alt at dømme væk for fynboerne, som er tre point efter Brøndby og to point efter FC København.

Det var da også en række tydeligt skuffede og ærgerlige OB-spillere, der mødte pressen efter kampen.

- Det er noget lort. Nu kan vi godt glemme alt om at få guld. Vi kan ikke bruge sejren over FCK til noget som helst, sagde forsvarsspilleren Anders Møller Christensen med henvisning til onsdagens 3-2-sejr i topopgøret mod københavnerne.

OB-træner Lars Olsen havde slet ikke lyst til at snakke om de forduftede mesterskabschancer.

- Se bare på tabellen, var den eneste kommentar fra en særdeles skuffet træner, da guldkampen blev bragt på bane.

Netop Brøndby og FCK mødes i morgen i Parken.