I det fynske folks tjeneste

Øboere har mest plads at boltre sig på

Øboere i Danmark har mest plads at boltre sig på i hjemmet, mens københavnere og byboer må klemme sig sammen. Ærø og Langeland er øverst på skalaen over flest kvadratmeter.

Hvis man holder af at have meget plads omkring sig i boligen, så skal man flytte fra by til land.

Befolkningen i de danske landkommuner har langt mere plads at boltre sig på, end dem der bor i København og omegn, viser tal fra Danmarks Statistik.

De mindste boliger ligger i København med et gennemsnit per bolig på 80 kvadratmeter, mens boligerne i topscoreren Rebild Kommune er hele 80 procent større i gennemsnit med 143 kvadratmeter per bolig.

I Albertslund Kommune må hver person gennemsnitligt nøjes med 40,9 kvadratmeter - og det er det mindste boligareal per person i Danmark.

På de efterfølgende pladser over mindste boligareal per person kommer Gladsaxe, København, Hvidovre og Rødovre, hvor hver person har mellem 41 og 42 kvadratmeter bolig til rådighed.

I den anden ende af skalaen ligger en række ø-kommuner, hvor befolkningen typisk har meget mere plads at boltre sig på.

De kan brede sig allermest på Samsø, hvor man i gennemsnit har 70 kvadratmeter bolig for sig selv.

På de efterfølgende pladser kommer Læsø, Ærø, Langeland og Fanø, hvor man i gennemsnit har mellem 64 og 68 kvadratmeter bolig til sin rådighed.

Fælles for hele landet er, at singler har langt mere plads til rådighed end familier.

Beboere i enfamiliehuse har typisk 56 kvadratmeter per person, mens man bor mere trangt i studietiden. Kollegieboliger må nøjes med 28 kvadratmeter per person.

I etagebyggeri har man typisk 45 kvadratmeter til rådighed per person.