OB's Falk: Vi skal lukke kampen noget før

Trods sløj start mener OB-angriber Rasmus Falk, at holdet skulle have lukket kampen mod Sønderjyske tidligere.

For anden kamp i træk måtte OB vende en sløj start på en Superligakamp til en sejr. I sidste runde var det FC Midtjylland, som blev besejret, og mandag stod Sønderjyske for skud med samlet 2-1.

Angriber Ramus Falk havde dog en følelse af, at hans hold burde have sikret sig de tre point noget før i kampen.

- Vi kan godt lukke den noget før. Vi behøver ikke gøre det så spændende, siger Rasmus Falk til TV2 Sport.

Den unge offensive spiller var træt efter en hård kamp med mange omstillinger, men sejren var naturligvis sliddet værd, for OB var i sidste sæson kandidater til nedrykning efter en dårlig sæson. Nu ligger OB nummer to i tabellen - ét point efter FC København.

- Det er lang tid siden, vi har ligget der. Så det er dejligt, og det er vi glade for, siger Rasmus Falk.

Træner Troels Bech talte også i sidste runde om, at OB er i gang med et større projekt i Odense, og at fans derfor må væbne sig med lidt tålmod.

Og det gentog han stort set efter sejren i Haderslev.

- Jeg synes, det går for langsomt.

- Men hvis jeg skal være lidt fair over for projektet og spillerne, så synes jeg vi er længere fremme, end man kunne frygte og måske også, end man kunne forvente, siger Bech til TV2 Sport.

ritzau/

Oversigt

    Oversigt