OB's krisehold knokler sig til sejr

Johan Absalonsen, Kalilou Traore, Espen Ruud og Hans Henrik Andreasen skød krisen i OB lidt på afstand, da FC Nordsjælland blev slået med 4-1 på Farum Park.

OB meldte sig mandag tilbage i Superligaen med en overraskende sejr, da træner Uffe Pedersens mandskab slog FC Nordsjælland med 4-1.

En overraskende bedrift af flere årsager. Først og fremmest fordi fynboerne kom til Farum Park med nederlag i holdets seneste fire kampe - det seneste til FC Nordsjælland, der torsdag i sidste uge slog OB ud af pokalturneringen.

Sejren var - som størrelsen antyder - fuldt fortjent, for de kriseramte gæster leverede et sandt arbejdsraseri fra første fløjt. Og da det allerede efter seks minutter resulterede i et føringsmål ved Johan Absalonsen, så voksede selvtilliden hos OB, der også havde Kalilou Traore, Espen Ruud og Hans Henrik Andreasen som målscorere.

Samtidig kunne det fra sidelinjen høres, hvordan gæsterne dirigerede med hinanden og arbejdede som et hold.

Lidt af en forvandling i forhold til den opgivende attitude, som har været kendetegnende for fynboerne i denne sæson.

Efter 45 minutter, hvor FC Nordsjælland aldrig kom i gang, så fik OB lov til at kæmpe lidt hårdere for sejren efter pausen, hvor Andreas Bjelland hurtigt fik reduceret til 1-3 på et hovedstød i forbindelse med et hjørnespark.

OB-spillerne stod dog imod det efterfølgende pres, som også aftog i styrke, da hjemmeholdet ikke havde det store at komme med. Måske fordi gæsternes fysiske spillestil pillede modet ud af dem.

Kampen afslørede dog også, at OB-målmand Roy Carrolls afløser Alexander Lund Hansen ikke er den mest sikre keeper. En af nordmandens mange fejl kunne måske have gjort afslutningen til lidt af en gyser for OB.

Sejren, der sender OB op på Superligaens fjerdeplads, giver trods alt forhåbninger om, at holdet også kan lave et resultat, når man på torsdag i Odense tager imod schweiziske Young Boys i Europa League.

FC Nordsjælland indtager en niendeplads i Danmarks bedste række.

Oversigt

    Oversigt