I det fynske folks tjeneste

OB's Ole Spion rykker videre til Everton

Ole Nielsen, også kaldet Ole Spion, følger sin ven Steve Walsh fra Leicester City F.C. til Liverpool-klubben Everton F.C.

OB's talentspejder Ole Nielsen skal spejde efter talenter for Everton.

Den danske fodbold-scout Ole "Spion" Nielsen bekræfter overfor Nordicbetblog.dk, at han skifter Leicester City F.C. ud med Everton F.C.

Han er fortsat fast tilknyttet OB, men skal nu afsøge Skandinavien for talenter og potentielle emner for den hæderkronede Liverpool-klub.

Ole Nielsen har været tilknyttet Leicester i en årrække, men blev fastansat talentspejder hos OB i maj 2015. Før aftalen med OB arbejdede han som pædagog, sideløbende med han spejdede efter talenter for Leicester.

- Det er ikke så meget anderledes end arbejdet for OB, ud over at vi kigger på nogle lidt dyrere spillere og har et lidt større økonomisk råderum, men i den sidste ende handler det om at finde de rette spillere til det hold, man nu arbejder for, sagde Ole Nielsen sidste år til TV 2/FYN i forbindelse med, at han på sit cv kunne skrive engelsk mester med Leicester og Kasper Schmeichel.

Læs også Fynske Ole er Leicesters spion i Skandinavien

Med skiftet til Everton følger Ole Nielsen således vennen Steve Walsh. Han blev for et år siden udnævnt til sportsdirektør i Everton efter en periode i Leicester.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg har et nært venskab og kendskab til Steve Walsh, som jeg har arbejdet sammen med tidligere hos både Newcastle og Leicester, så på den måde bliver der ikke de store ændringer i den daglige arbejdsgang. "Walshy" kender mig og ved hvordan jeg arbejder, desuden kender jeg allerede en del af de andre scouts i Everton, siger Ole Nielsen til Nordicbetblog.dk.

Han fortæller til Nordicbetblog.dk, at i hans tid hos Leicester har klubben blandt andre hentet Daniel Amartey og Daniel Iversen på hans opfordring, og at han var involveret, da Shinji Okazaki blev hentet i tyske Mainz 05.

- Men jeg kunne da godt have tænkt mig, at vi havde hentet to-tre andre spillere derudover, men det handler jo også om udbud og efterspørgsel og i sidste ende er mit job som scout egentlig bare at kortlægge de gode spillere i Skandinavien, og give klubben et så godt kendskab til markedet i Norden, at den kan handle derudfra, siger Ole Nielsen til Nordicbetblog.dk.

Ole Nielsen var tilknyttet Leicester i fem år og tiltræder sin nye stilling 1. juli.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.