I det fynske folks tjeneste

Odds på fynske sportsfolk: Vind penge på dronningens nytårstale

Der kan være penge på vej til din bankbog, hvis Hendes Majestæt Dronning Margrethe II nævner enten Viktor Axelsen eller Nicki Pedersen i sin nytårstale.

Nævner dronningen Viktor Axelsen i sin nytårstale giver det pengene 200 gange igen. Foto: Stringer / Scanpix

De fynske sportsfolk Viktor Axelsen og Nicki Pedersen kan vise sig at være et indbringende bekendtskab nytårsaften.

Igen i år er det muligt at satse skillinger på dronningens nytårstale, og tør man sætte penge på, at Hendes Majestæt nævner badmintonspilleren og verdensranglistens nummer tre, Viktor Axelsen, får man pengene 200 gange igen - hvis altså Dronningen får navnet Viktor Axelsen over sine læber.

Speedwaykøreren Nicki Pedersen giver pengene hele 350 gange igen. 

På bettingsitet 888sport er det muligt at oddse på hele 131 ord. Og to af dem klinger altså fynsk. 

Historiske lave odds

Bettingfirmaet giver i år odds 20 på, at dronning Margrethe meddeler sin tilbagetræden ved at bruge ordet ’abdicere’ i sin tale. Det er et tilbagevendende spørgsmål, om dronningen har i sinde at abdicere og i givet fald, hvornår hun annoncerer sin afgang.

Flere har bemærket, at det kan være en reel mulighed i år, dronningens regentperiode og alder taget i betragtning. Dronning Margrethe er 76 år har regeret landet siden 14. januar 1972.

I den lavere ende ligger 'Facebook', som bettingfirmaet i år giver historiske lave odds på seks. Dermed vurderes det populære, sociale medie faktisk som værende et mere sandsynligt ord end eksempelvis 'Kongeskibet' og 'søens folk', der giver pengene henholdsvis 7,5 og 15 gange igen.