Odense-bande fra Vollsmose

Fire personer fra Vollsmose har tæt tilknytning til det kriminelle miljø på Fyn.

Politiet har i en ny rapport kortlagt, hvem der styrer den voldelige bandekriminalitet i Danmark. Rapporten viser, at fire personer af anden etnisk oprindelse end dansk, har en ledende position i forhold til andre kriminelle i kvarteret. De fire er alle tilknyttet Vollsmose.  

Ifølge Berlingske Tidende begynder fødekæden til indvandrerbander typisk i boligområder med mange unge indvandrere. Her slår de sig sammen i grupper og begynder med hærværk og gaderøverier i "lillebror-bander".

- Får vi ikke fat i dem på det tidspunkt, så er risikoen at de rykker op i den gruppe, som vi holder øje med, siger vicepolitiinspektør, Jørgen Salin til Berlingske. 

Hårdt mod hårdt

Den konservative retsordfører Tom Behnke mener, at der skal sættes hårdt ind overfor indvandrerbanderne, og at der skal ske en flerstrenget indsats over for de kriminelle.

- Banderne er skånselsløse, kyniske og ufattelig grove og er derfor også farlige for andre end dem selv. Derfor må vi håndtere dem mere konsekvent end hidtil og straffe dem både første gang og hver gang de begår kriminalitet. Det er det eneste, de har respekt for, siger Tom Behnke.

Ifølge politiet er der 141 hårde kriminelle i hele landet fordelt på 14 kriminelle netværk.

Oversigt

    Oversigt