Odense: Bliv væk fra Syrien

I et forsøg på at forhindre, at unge med muslimsk baggrund tager til Syrien, er Odense Kommune i øjeblikket ved at lancere møder med forældre og unge i byens tre store moskéer og på byens største muslimske friskole.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste har 65 danskere deltaget i borgerkrigen i Syrien, og i samarbejde med byens ledende muslimer vil Odense Kommune nu oplyse og hjælpe forældre, der er bekymrede for religiøs radikalisering i forbindelse med konflikten i Syrien.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

- I samarbejde med byens tre store moskéer og byens største muslimske friskole arrangerer vi møder, hvor vi blandt andet fortæller forældre om de juridiske konsekvenser af at tage til Syrien og oplyser dem om, hvor de kan henvende sig, hvis de er bekymrede for deres børn, fortæller konsulent Paul Hansen fra Fritidsforvaltningen i Odense Kommune.

Han fortsætter:

- Vi har allerede holdt møde med 60 somaliske forældre, og de tog utroligt godt imod budskabet om, at forældre og kommune skal stå sammen om at arbejde imod radikalisering.

Ifølge Paul Hansen har kommunen foreløbig kendskab til en enkelt ung

mand, der er draget til Syrien.

Flere indsatser på vej

Initiativet fra Odense Kommune er blot et af de nye tiltag, der skal forebygge radikalisering og ekstremisme blandt unge.

I samarbejde med København, Aalborg, Odense og Høje-Taastrup lancerer social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) nu en forstærket indsats mod radikalisering.

En kombination af personlige mentorordninger for unge, forældrenetværk og foredrag af unge rollemodeller skal forhindre, at unge tiltrækkes af yderligtgående politiske og religiøse strømninger på både højre- og venstrefløjen samt i de islamistiske miljøer.

Initiativet støttes med otte millioner kroner af Social-, Børne- og

Integrationsministeriet.

Erfaringerne fra de fire kommuner skal evalueres, og hvis resultaterne er positive, skal de bredes ud til resten af landet.

- I projektet vil vi forebygge ekstremisme med alle de metoder, der er til rådighed, så den slags miljøer ikke vokser sig større og bliver ødelæggende for den unges muligheder, siger Annette Vilhelmsen, som mener, at Odenses Kommunes dialog med de muslimske miljøer er en af mulighederne:

- Hvis kommunen bedst får en gruppe forældre i tale ved at kontakte moskéen, kan det være en god vej at gå. Men vi skal naturligvis huske, at moskémiljøerne er meget forskellige, og at der vil være miljøer, som det ikke er muligt at samarbejde med, siger Annette Vilhelmsen.

Professor Preben Bertelsen fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet har været med til at udvikle særlige mentorprogrammer for unge på de yderste politiske og religiøse fløje i Aarhus Kommune.

Han er ikke i tvivl om, at en social indsats kan batte, hvis de forældre og mentorer, der inddrages, får ordentlige kurser og uddannelse i,

hvordan de skal takle de unge.

- Men det er vigtigt, at både forældre, mentorer og skole er ordentligt klædt på til at give den unge et godt greb om egen tilværelse og en mere nuanceret opfattelse af verden. Hvis indsatsen gribes forkert an, kan det i værste fald betyde yderligere radikalisering af de unge, siger Preben Bertelsen.

Hans næste skridt er blandt andet en egentlig undersøgelse af, om det via en social indsats kan lykkes at få unge ekstremister på bedre tanker.

Oversigt

    Oversigt