I det fynske folks tjeneste

Odense-borgmester i ordkrig med Black Army-leders advokat

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage afviser Odense-borgmester Peter Rahbæk Juels beskyldninger om, at hun skulle være talsmand for Black Army. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), langer på sin Facebookside ud efter forsvarsadvokat Mette Grith Stage, som han beskylder for at være talsperson for Black Army. Advokaten afviser.

"Dybt forargeligt" - "Hun må stoppe nu!"

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), angriber i et opslag på sin Facebookside Black Army-leder Mohammed Daabas' forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, som han blandt andet kalder for 'en uheldig parodi på Godfather advokaten Tom Hagen'.

Advokaten forstår ikke angrebet.

- Jeg er uforstående over for den - og egentlig også lidt træt af den, fordi jeg synes ikke, at det er berettiget, siger Mette Grith Stage. 

Peter Rahbæk Juels Facebookopslag kommer, efter at Mette Grith Stage flere gange mandag videreformidlede udtalelser fra Mohammed Daabas, der er talsmand og leder for Black Army.

Læs også Black Army til hjemløse: - Giv os penge eller bliv pusher

Udtalelserne fra Mohammed Daabas var reaktioner på, at flere hjemløse mandag stod frem i medierne og fortalte, at de føler sig truet af banden Black Army til enten af aflevere deres kontanthjælp eller at arbejde for dem som pushere.

Det nægter Black Army og Mohammed Daabas, der kommenterede sagen i pressen via Mette Grith Stage. Det fik borgmesteren til tasterne på det sociale medie.

Forsvarsadvokaten afviser, at hun skulle tale på vegne af Black Army, som Peter Rahbæk Juel skriver på Facebook.

- Jeg er på ingen måde talsmand for Black Army. Jeg er advokat for en person med tilknytning til Black Army. Jeg har videregivet en besked fra ham, og det er sådan set det hele, siger Mette Grith Stage.

Når du nu går ud og videreformidler informationer, kan man så ikke godt kalde dig for en talsmand?

Læs også Black Army afviser: Vi vil aldrig true en hjemløs

- Jeg synes ikke, det er rigtigt at sige talsmand. Jeg er advokat, og jeg har en klient. Når jeg videregiver information, hvor jeg ovenikøbet helt klart skriver, at det her er en besked, jeg videreformidler fra klienten på hans vegne, så synes jeg, at det er forkert at bruge ordet talsmand. Det her er ikke noget med, at jeg er talsmand for en gruppering eller en enkeltperson. Jeg er hans advokat, og jeg har viderebragt en besked, siger Mette Grith Stage.

Advokat både i og uden for retten

Peter Rahbæk Juel pointerer i sit Facebookopslag blandt andet, at Mette Grith Stage kun burde give bistand til grupper som Black Army, når deres medlemmer sidder på anklagebænken i retten - og altså ikke uden for retssalen.

Det afviser Mette Grith Stage og skyder tilbage på politikerne.

- Nu er det sådan, at den pågældende er min klient både inden for retten og uden for retten. Og jeg synes nok, at både politiet og politikerne i den grad selv har åbnet ballet her. Der er kommet nogle grove beskyldninger mod min klient, og dem vil han selvfølgelig gerne forsvare sig imod. Så han har udsendt en besked, som jeg har viderebragt på hans vegne til pressen. Det er meget almindeligt og naturligt, at man gerne vil forsvare sig, når man får sådan en beskyldning her - både når den kommer inde i en retssal og uden for en retssal, siger Mette Grith Stage.

Odenses borgmester skriver således på sin Facebookside:

01:37 Luk video

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.