Odense bruger færrest penge på eleverne

Bundplacering til Odense. Ud af landets 98 kommuner er Odense den kommune, der bruger færrest penge per elev i Folkeskolen. Det er uambitiøst og en meget trist udvikling, lyder det fra Odenses lærere.

37.986 kroner bruger Odense Kommune i 2014 på hver eneste elev i de odensenske folkeskoler. Det er 10.000 kroner mindre end landsgennemsnittet og det absolut laveste beløb blandt alle landets 98 kommuner.

- Det er ulykkeligt og uambitiøst. For en by som gerne vil forvandle sig fra en stor by til en storby så trækker det den helt forkerte vej, at Odense bruger så få penge hver enkelt elev, siger siger Anne-Mette Kæseler Jensen, der er formand for Lærerforeningen i Odense.

Børn og Ungerådmand Susanne Crawley Larsen(R) er ikke stolt af kommunens bundplacering.

- Vi kunne godt tænke os flere penge, men situationen er, at Odense er i en svær situation, og at vi nødt til at gøre os meget umage med de penge vi har, siger rådmanden.

I følge rådmanden har det lave udgiftsniveau per elev dog ikke konsekvenser for skoleforløbet.

- Når man måler på elevernes trivsel og karakterer så klarer Odense sig over gennemsnittet, så noget tyder på, at vi bruger vores få penge rigtigt, siger Susanne Crawley Larsen.

Men den forklaring giver lærerne ikke meget for.

- Når man måler karakterer, så sker det ud fra 9. klasserne, og de har et langt skoleforløb bag sig. De voldsomme besparelser på folkeskolen er først gennemført de senere år, og det kan man ikke måle på endnu, siger Anne-Mette Kæseler Jensen.

Oversigt

    Oversigt