Odense Bulldogs i semifinalen

Odense sendte Nordsjælland ud af slutspillet i AL-Bank Ligaen, mens Sønderjyske slog Esbjerg ud. Rødovre vandt vigtig sejr ude over Frederikshavn efter overtid.

Odense Bulldogs og Sønderjyske spillede sig tirsdag aften frem til semifinalerne af DM-slutspillet i ishockey, da de slog henholdsvis Nordsjælland Cobras og Esbjerg for fjerde gang ud af lige så mange mulige opgør i kvartfinalerne.

Både Nordsjælland og Odense er gået i betalingsstandsning, og med 2-3-nederlaget på hjemmebane risikerer nordsjællænderne at have spillet deres sidste kamp. Alle mål blev scoret i anden periode.

Sønderjyske vandt 5-4 ude over Esbjerg i en kamp, hvor værterne ellers førte tre gange. Dejan Matejic scorede to gange for Sønderjyske.

Frederikshavn var bagud 0-2 før tredje og sidste periode, men fik udlignet i hjemmekampen mod Rødovre, så kampen gik ud i Sudden Victory. Her sikrede Rødovre sig sejren med 3-2-scoringen af Mike Oliveira efter knapt otte minutter.

Stillingen er dermed 2-2 i kampe.

Oversigt

    Oversigt