Pulpeanlæg: Odense Byråd går videre med omstridt affaldsanlæg

Et flertal i byrådet i Odense går videre med planerne om at etablere et kommunalt anlæg til mad- og bioaffald.

På trods af ugers diskussion, besluttede et flertal i Odense Byråd onsdag aften at gå et skridt videre med planerne om et kommunalt pulpanlæg, som kan håndtere mad- og bioaffald fra fynske kommuner. Sagen var med på den lukkede del af byrådsmødet.

I første omgang har byrådsflertallet dog kun godkendt, at Odense Renovation må etablere et datterselskab. Det er er i givet fald det selskab, som på længere sigt skal drive pulpanlægget, hvis politikerne beslutter det. 

Spørgsmålet om at etablere et kommunalt anlæg var allerede på dagsorden i Økonomiudvalget i Odense i sidste uge. Her valgte både den konservative rådmand, Søren Windell, og venstres rådmand, Jane Jegind, at bruge deres standsningsret og dermed sende sagen til afgørelse i byrådet. 

V: Hvorfor hastværk?

Jane Jegind er glad for, at den praktiske etablering af anlægget ikke er besluttet endnu og hun efterspørger, at der kommer et ordentlig beslutningsgrundlag, førend den endelige beslutning bliver taget.

- Jeg forstår ikke, hvorfor det her skal have sådan et hastværk, førend vi har et ordenligt beslutningsgrundlag. Og jeg synes ikke, at vi har et ordenligt beslutningsgrundlag. Jeg synes, at der også skal ses på sagen fra et miljømæssigt synspunkt, og på hvad det betyder økonomisk for borgerne i Odense, siger by- og kulturrådmand Jane jegind.

quote Jeg forstår ikke, hvorfor det her skal have sådan et hastværk, førend vi har et ordenligt beslutningsgrundlag.

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, Odense, Venstre

De seneste uger, har der været heftige diskussioner blandt politikerne i Odense Byråd om, hvorvidt håndteringen af mad- og bioaffald skal være en kommunal opgave eller om den skal i udbud, så private kan byde på opgaven.

På Fyn findes der allerede et privatdrevet anlæg i Ringe, NC Miljø, som kan håndtere opgaven.  

Sagen skal drøftes igen

Undervejs i processen har blandt andet de tre Venstre-borgmestre i Assens, Nordfyn og Nyborg meldt ud, at de gerne ser opgaven sendt i udbud fremfor med det samme at etablere et kommunalt selskab der skal løse opgaven. Denne udmelding gjorde, at Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel har sat sagen til behandling på næste møde i Borgmesterforum. Det sker den 4. oktober, når de fynske borgmestre mødes.

Med byrådsbeslutningen fra onsdag aften, har Odenses politikere besluttet, at sagen skal drøftes igen i Økonomiudvalget førend Odense Renovation må gå videre med den egentlige etablering af et pulpanlæg. Og denne drøftelse afhænger blandt andet af, hvor mange fynske borgmestre der bakker op om en kommunal løsning, som Odense Kommnue i givet fald skal stå for.

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

Oversigt

    Oversigt