Odense & Co.:Tinderbox tæt på 100 millioner værd

Odense begunstiget med massiv positiv omtale i landsdækkende medier, oplyser kommunen til Statsforvaltningen. Også den lokale detailhandel nyder godt at festivalen.

Den positive omtale af Tinderbox-festivalen har flydt i stride strømme i de landsdækkende medier, og festivalturister har skæppet godt i kassen hos den lokale detailhandel.

Og nu har Odense Kommune sat tal på omtalen og købelysten.

Den er op mod 100 millioner kroner værd, lyder det i et svar til Statsforvaltningen.

Det er advokatfirmaet Horten, der på vegne af Odense Kommune, har sendt Statsforvaltningen et 11 sider langt svar på de kritikpunkter og supplerende spørgsmål, som Statsforvaltningen havde omkring Odense Kommunes sponsorat og kontrol af kommunens samarbejde med Tinderbox.

Odense Kommune beroliger Statsforvaltningen med, at man har en sikker kontrol af, hvad sponsoratet bruges til, at man har indsigt i Tinderbox-økonomien, og at kommunen ligeledes har fået sponsoratet vurderet af to uafhængige konsulentfirmaer, nemlig psLive og Kuanshi Consultnings.

Netop det sidste var et af kritikpunkterne fra Statsforvaltningen, der ikke kunne forstå, hvorfor Odense Kommune først havde fået en vurdering af sponsoratets værdi fra sidstnævnte firma efter, at kontrakten var skrevet under med Tinderbox.

Det forklarer Odense Kommune med, at man havde fået en forhåndsvurdering, der først fandt skriftlig form efter kontraktens indgåelse.

Masser af positiv omtale

De mange millioner kroner, som Odense har fået i omtale, har Odense Kommune regnet ud ved hjælp af Infomedia, der registrerer mediernes positive og negative omtale af festivalen. Det regnes herefter om til, hvad det ville koste Odense Kommune at indrykke dagbladsannoncer.

Kommunen kommer frem til et samlet beløb på 32 millioner kroner for 2015 og 2016. Cirka det samme beløb skal man lægge oveni fra Facebook og andre sociale medier.

Men de tal dækker kun udenøs medier - altså ikke TV 2/Fyn og Fynske Medier.

Desuden har turismeeffeken - altså meromsætningen i Odenses næringsliv - i 2015 været på 13,7 millioner kroner, fastslår Odense Kommune.

Et tilsvarende eller større beløb kan man formentlig lægge oveni for 2016.

Desuden anvendes sponsoratet som baggrund for investeringer i aktiviteter på festivalen, som Odense Kommune betaler oveni det tilskud og sponsorat på 23 millioner kroner, som man hidtil har brugt på Tinderbox.

Det er bl.a. arrangementer for robotbranchen, iværksættere, erhvervsledere, netværket Nøgleforum og Technology Denmark.

Det fremgår af en aktindsigt som TV 2/Fyn har fået i aktiviteterne, at Odense & Co. i 2016 bl.a. har betalt 35.000 kroner til Restaurant Pasfall for en frokost til robotfolk, 20.000 kroner til ølbilletter og 4600 kroner til madbilletter.

Odense & Co. har også påtaget sig en udgift til opstilling af toiletvogn på ruten til Tinderbox, en oprydningssregning på 35.000 kroner til NCC og 125.000 til en opgradering af Tusindårsskoven til festivalplads. Det er en regning Odense & Co. deler med by- og kulturforvaltningen.

God kontrol

Slutteligt slår Odense Kommune fast, at man har gennemført den nødvendige kontrol.

Da TV 2/Fyn i sommer satte fokus på, at Tinderbox ikke havde afleveret regnskab til tiden og sidenhen kom ud af regnskabsåret med et underskud på 31 millioner kroner, troppede Odense Kommune op med en regnskabskyndig og holdt møde med selskabets revisor for at konstatere, at selskabet var solvent, oplyser kommunen.

Tinderbox har sidenhen skiftet revsionsfirmaet BDO ud med Pricewaterhousecoopers.

Det er nu op til Statsforvaltningen at vurdere, om man er tilfreds med svaret fra Odense Kommune.

 

Oversigt

    Oversigt