Odense får ny sundhedspolitik

Odenseanernes sundhed skal vægtes markant højere de kommende år. Derfor går kommunen onsdag i gang med art udarbejde en helt ny sundhedspolitik.

I første omgang skal politikerne fastlægge visionerne for odenseanernes sundhed.

- Sundhed er lige så vigtigt som store anlægsprojekter. Det handler om Odenses fremtid. Det skal afspejle sig i vores politiske debatter og prioriteringer, og vi skal i højere grad understøtte, at vi hver især tager ansvar for at kunne leve længere med flere gode år. Vi skal have mere ud af vores investeringer i sundhed til gavn og glæde for den enkelte, udtaler ældre- og handicaprådmand Jane Jegind (V).

Kommunen har allerede i dag en sundhedspolitik, men det bliver nu erstattet af en helt ny.

- Vi har gennem de sidste fire år gjort os en lang række erfaringer med de opgaver, vi fik på sundhedsområdet i forbindelse med strukturreformen, og disse erfaringer skal danne baggrund for en ny sundhedspolitik, fortæller direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen Helene Bækmark, der er projektejer på den nye sundhedspolitik.

Det er politikerne, der udarbejder politikken for sundhedsområdet i Odense Kommune. Efterfølgende står medarbejdere i Odense Kommune for tur, når der skal udarbejdes konkrete strategier for de forskellige afdelinger på baggrund af den vedtagne politik.

Oversigt

    Oversigt