I det fynske folks tjeneste

Odense får vinterrevy

For første gang i 24 år får Odense nu sin egen vinterrevy. Initiativtageren bag revyen håber, at det kan blive en ny tradition.

Lars Arvad er både skuespiller, instruktør og initiativtager til vinterrevyen.

1 af 2

Der er fuld blæs på prøverne til et næsten helt nyt tilbud i Odense. For første gang i 24 år får byen en vinterrevy.

- Det er en drengedrøm jeg har haft i mange år, og selvom det også er lidt vanvittigt så nyder jeg at vi er i gang, siger Lars Arvad, der er både skuespiller og revydirektør.

Holdet er en blanding af unge folk som Lars Arvad selv og Charlotte Guldberg, der også er kendt fra rottefælden i Svendborg, og så rutinerede kræfter som Leif Maibom og Lise-Lotte Norup.

- Jeg håber, at revyen kan blive en fast tilbagevendende begivenhed i Odense, fordi jeg synes at revyen udfylder et tomrum her i vinterpausen, siger Lars Arvad.

Revyen tager fat på både landspolitiske og regionale emner. Blandt andet afslører direktøren, at de to Boye?er fra Odense er taget op til kærlig behandling.

- Vi har foreløbig solgt 2500 billetter, så vi er tæt på at økonomien løber rundt, så det er en stor succes for mig, siger Lars Arvad.

Odense Vinterrevy har premiere på Magasinet den 22. januar og spiller frem til midten af februar.