I det fynske folks tjeneste

Odense fastholder bortvisning af dagplejer

Odense Kommune fastholder bortvisningen af en dagplejer som følge af rygeloven.

Odense Kommune fastholder bortvisning.

Forhandlingsmøde onsdag mellem Odense Kommune og dagplejernes fagforening, FOA, om bortvisningen er endt uden resultat.

Dagplejerne mødes i onsdag aften kl 19 for at drøfte det videre forløb.

Bortvist

Anna Margrethe Wrøbell blev i sidste uge bortvist efter 27 år som dagplejer i kommunen, fordi hendes mand ryger i hjemmet i åbningstiden.

Selvom han ryger på et kontor, hvor der ikke passes børn, er det i strid med rygeloven.

Men bortvisningen er for drastisk, mener både dagplejere og deres forbund FOA, der ville have beslutningen ændret, så Anna Margrethe Wrøbell kan få en fratrædelse med løn.

Men Odense Kommune afviser at ændre beslutningen.

Sagen er blevet principiel

- Vi må konstatere, at der er en uenighed. Vi fastholder bortvisningen, siger forhandlingschef hos Odense Kommune, Anders Havkrog, til Ritzau.

Både FOA og dagplejerens kolleger mener, at kommunen burde have indledt en almindelig fratrædelsessag mod dagplejeren i stedet for en bortvisning. En bortvisning betyder blandt andet, at lønnen ophører med øjeblikkelig virkning.

- Det er en kedelig sag, men for os er den principiel, siger Anders Havkrog.