I det fynske folks tjeneste

Odense fik næstmest regn

Tirsdag og onsdag faldt der samlet 66,8 mm nedbør i Odense.

Fyn er et af de områder, der har fået mest regn de seneste dage. Fronten valgte at stoppe op over Fyn, fortæller DMI.

Tirsdag og onsdag regnede det nærmest uafbrudt over Fyn. Peter Riddersholm Wang, der er klimatolog ved DMI, har kigget i tallene og fundet ud af, præcis hvor meget nedbør, der er faldet.

- I løbet af tirsdag, onsdag og de første otte timer af torsdagen er der blevet målt 66,8 mm ved Odense Vandværk. Det er næstmest for hele landet, fortæller han.

Selvom Odense var det område på Fyn, der fik mest nedbør, så var det Sydfynske Øhav også hårdt ramt. I Bøjden er der blevet målt 63,6 mm regn.

Over hele Fyn er der minimum faldet 40 mm, fortæller Peter Riddersholm Wang.

- Generelt kan man sige, at vi har fået rigtig meget nedbør. 40 mm er ret meget, hvis man kigger på, at normalen for maj måned er 43 mm, siger han.

Det eneste sted, der har fået mere regn end Fyn er Djursland. I Grenå blev der målt 78,2 mm. Ifølge klimatologen valgte fronten at stoppe op lige over Fyn og Jylland.

- Det er ret usædvanligt. Fronten kom fra øst og stoppede så op over Fyn og drejede rundt, hvorefter den blev opløst, siger Peter Riddersholm Wang.

Han fortæller, at det værste uvejr er overstået. Men det stopper ikke helt.

- Umiddelbart falder der mere regn på lørdag. Og søndag og mandag kan også blive våde, siger Peter Riddersholm Wang.

Ved du noget? Så send os et tip