I det fynske folks tjeneste

Odense fik bank af tophold

Syv forskellige spillere scorede for Rungsteds tophold, der bankede Odense Bulldogs med 7-2.

Odense Bulldogs blev banket med 7-2. Foto: Odense Bulldogs

Syv forskellige spillere scorede for Rungsteds tophold, der bankede Odense Bulldogs med 7-2.

Ishockeyspillerne fra Rungsted Seier Capital har fået en forrygende åbning på sæsonen i landets bedste række.

Tirsdag tog nordsjællænderne den sjette sejr af syv mulige, da Odense Bulldogs på udebane blev banket med 7-2.

Canadieren Tyler Fiddler åbnede ydmygelsen af de fynske værter efter godt tre minutter, da han gjorde det til 1-0. Nikolaj Rosenthal og svenske Marcus Olsson øgede til 3-0, som var stillingen efter første periode.

Rungsted tog en scoringspause i anden periode, hvor Odense fik reduceret til 1-3, inden gæsterne fortsatte målfesten med fire scoringer i tredje og sidste periode.

Norske Nicolai Andersen, Morten Jensen, Rasmus Andersen og svenske Mattias Persson kom på måltavlen for Rungsted, der dermed havde syv forskellige målscorere i Odense.

Sejren over rækkens bundhold betyder, at Rungsted holder fast i Metal Ligaens førsteplads med 18 point foran Frederikshavn White Hawks med 17 point.

Frederikshavn slog på egen is Rødovre Mighty Bulls med 4-2, mens Herlev Eagles måtte ud i overtid for at slå Hvidovre med 3-2.

I bunden hentede sidste sæsons DM-finalister fra Herning Blue Fox en tiltrængt sejr ude over Sønderjyske. I overtid lykkedes det Herning at skrabe en 3-2-sejr hjem.

Herningenser ligger tredjesidst i ligaen med fem point efter seks kampe.