Odense Filmfestival får ny programchef

Den prisvindende instruktør Kaspar Munk bliver ny programchef for Odense Internationale Filmfestival.

Kaspar Munk vandt i 2007 selv prisen for bedste børne- og ungdomsfilm med novellefilmen "Forsvunden". I 2009 var han medlem af den internationale jury, så den kommende chef har allerede et godt kendskab til festivalen.
- Vi er utrolig glade for, at Kaspar Munk har sagt ja til opgaven. Udover selv at være en stor kunstner, har han stor indsigt, filmfaglig viden og en glødende passion for kortfilmen, siger festivalleder Birgitte Weinberger.

Som programchef ser Kaspar Munk frem til at blive øverst ansvarlig for udvælgelsen af de cirka 100 kortfilm, der klarer sig gennem nåleøjet og bliver vist på festivalen.
- Den korte film tør eksperimentet, uanset om det er en klassisk actionfilm, en dokumentar eller en eksperimental film. Det er her, der bliver sprængt rammer for form og fortælling, og hvor vi som publikum bliver udfordret, siger Kaspar Munk. 

Oversigt

    Oversigt