I det fynske folks tjeneste

Odense Fjord har det stadig skidt

Uklart vand på 80 meters dybde i Odense Fjord

Studier i Odense Fjord viser at fortidens miljøskader er så omfattende, at naturen ikke selv kan rette op på dem.

Forskere på SDU har studeret Odense Fjord, og i to år har de haft et stykke fjordbund i et laboratorium på universitetet primært for at overvåge nedbrydningen af fortidens døde alger.

Og resultatet, som formentlig gælder for de fleste danske fjorde, er nedslående:

- Vores undersøgelse tyder på, at fjordene vil være skadet for altid, medmindre vi griber drastisk ind, siger Thomas Bruun Valdemarsen, post. doc. ved Biologisk Institut på SDU.

Han, lektorerne Erik Kristensen og Mogens Flindt samt gæsteforsker Cintia Quintana er forfattere til en videnskabelig artikel i Marine Ecology Progress Series.

For mange døde alger

Selvom den første vandmiljøplan kom for næsten 30 år siden, og der er postet enorme summer i at hindre forurening af vandløb og hav, er fjordene ikke vendt tilbage til deres oprindelige tilstand.

Før vandmiljøplanen kom var de simpelthen blevet så forurenet, at naturen ikke kan genoprette sig selv.

Årsagen er, at der før blev ledt store mængder organisk materiale ud, der startede kolossale algeforekomster.

De døde alger fra dengang viser sig umulige at slippe af med.

Og de gør, at vandet i fjordene er uklart, hvilket lukker solens lys ude og hindrer en naturlig forekomst af bundplanter som for eksempel ålegræs.

Nedbrydes langsomt

Det er kommet bag på forskerne, at de døde alger nedbrydes så langsomt.

- Det foregår uhyggeligt langsomt, siger Thomas Bruun Valdemarsen.

Forskerne har beregnet at det organiske stof skal ned på mindre end 1% for at fjordbundene kan genoprette sig selv.

Indholdet af organisk stof i Odense Fjord ligger på mellem 2,5 og 4,4%

Mulige løsninger

Forskerne understreger at deres slutninger bygger på laboratorieforsøg, og at naturen er en mere kompliceret og uforudsigelig størrelse.

De udelukker ikke, at der om for eksempel 50 år er dannet et nyt bundlag ovenpå de døde alger, der kan lægge låg på deres skadevirkning.

Men de anser det for usandsynligt, at det ny lag får mindre end 1% organisk stof. Dertil ledes der stadig for meget næring ud i fjordene.

- Og så er vi lige vidt, siger Thomas Bruun Valdemarsen.

En anden mulighed er at plante bundplanter ud på lavt vand, hvor de får lys nok.

Så vil planterne tage fat på at stabilisere fjordbunden og filtrere vandet, hvorefter de vil kunne brede sig

Ved du noget? Så send os et tip