Pytlicks scoop: - Vi får en spiller, der kan alt

Odense Håndbold kunne tirsdag formiddag præsentere en markant profil til klubben. Pytlick tøver ikke med at kalde hende Danmarks bedste spiller lige nu.

Det er landsholdsanfører, Stine Jørgensen, der skifter fra FCM til Odense på en tre-årig kontrakt. 

Stine Jørgensen er 26 år og er anfører på det danske kvindelandshold. Hun har 98 landsholdskampe og 284 mål på cv'et.

 

- Vi får en spiller, der kan alt, lyder det fra træner Jan Pytlick. 

- Stine er en fantastisk personlighed, som jeg har et indgående kendskab til fra min tid som landstræner. Vi har bevidst søgt efter en rutineret langskytte som også er 2-vejs spiller. Jeg betragter Stine som vel nok Danmarks bedste spiller pt, siger Jan Pytlick. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er med meget stor glæde og stolthed, at vi kan tiltrække spillere med et så stort niveau, som vi synes Stine Jørgensen har, fortæller bestyrelsesformand Jørn Bonnesen. 

Selv siger dagens hovedperson:

- Jeg er meget stolt over at blive præsenteret i en klub, som har de ambitioner, som Odense Håndbold har.

- Jeg synes, at Jan Pytlick og Ulrik er et godt trænerteam, og de har nogle taktiske ting, som er lykkedes rigtig godt i denne sæson. 

Odense Håndbold ligger lige nu nummer tre i den danske Primo Tours Liga.

Odense på landkortet
Sportøkonom fra Copenhagen Business School Troels Troelsen ser indkøbet af Stine Jørgensen som en markering af Odenses ambitioner.

- Gruppen af investorer har et helt ærligt ønske om at få Odense tilbage på landkortet. Jeg tror det økonomisk hænger sammen, og der skal nok komme et overskud ud af det, vurderer Troels Troelsen. 

 

Oversigt

    Oversigt