I det fynske folks tjeneste

Odense Håndbold scorer Champions League-stjerne

Fra næste sæson ifører den hollandske håndboldstjerne Nycke Groot sig den orange spillertrøje i Odense Håndbold.

Spillerne i Odense Håndbold får ny kollega fra sæsonen 2019/2020. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

I sæsonerne 2016/2017 og 2017/2018 vandt hollandske Nycke Groot guld i Champions League med det ungarske storhold Györ. Nu skifter hun til Odense Håndbold.

Den hollandske bagspiller har underskrevet en toårig kontrakt og trækker i den orange trøje fra sæsonen 2019/2020.

Læs også Lykkelige omstændigheder: Odense Håndbold må undvære endnu en venstrehåndet profil

30-årige Nycke Groot skifter til Odense Håndbold fra næste sæson. Foto: Odense Håndbold

Odense Håndbolds cheftræner, Jan Pytlick, glæder sig til, at den 30-årige håndboldspiller træner med i Odense Idrætshal.

- Jeg er utrolig glad for, at vi har lavet en aftale med så dygtig og rutineret en spiller. Det betyder meget for vores hold, og det er klart, at det også betyder noget for vores ambitioner, både nationalt og internationalt at få en spiller med Nycke Groots kapaciteter ind i truppen, udtaler Jan Pytlick i en pressemeddelelse.

Tilbage til Danmark

Odense Håndbold bliver det tredje danske hold, Nycke Groot spiller for.

Inden hun rykkede til Györ i Ungarn, har hun spillet for både FCM Håndbold og TTH Holstebro. Her blev hun i 2013/2014 og 2014/2015 kåret som årets spiller. Bagspilleren har også været kåret som årets pokalfighter tre gange i sæsonerne 2009/2010, 2011/2012 og 2013/2014.

Læs også Efter rædselssæson på isen: Markante Bulldogs-profiler stopper karrieren

- Jeg glæder mig til at skulle tilbage til Danmark. Jeg har tidligere haft en god tid i Danmark, og jeg kunne allerede mærke sidste år, at jeg savnede den danske kultur og de venner, jeg har fået i Danmark, fortæller hun.

Høje ambitioner

Nycke Groots ambitioner er tårnhøje efter i en længere årrække at have været en fast del af det hollandske landshold. Med landsholdet har hun vundet flere EM- og VM-medaljer - senest i december, hvor Holland vandt bronze.

- Odense Håndbold er en god og stabil klub, og deres ambitioner matcher de ambitioner, som jeg selv har. Odense Håndbold går efter at være med i toppen af Europa, og jeg håber, vi til næste år kan nå Final4 og drille nogle af de store hold, siger Nycke Groot.

Inden Nycke Groot flytter til Danmark, skal hun og resten af Györ møde Odense Håndbold i kvartfinalen i denne sæsons Champions League.

Györ topper gruppe to i hovedrunden i den prestigefyldte, europæiske turnering.

Læs også Odense Håndbold er videre i Champions League efter drama